Informationer

Flyrejsen

Mødetid til alle fly er 2 timer før afrejse. Vær klar ved udgangen til flyet senest 30 min. før afgang.  I lufthavnen skal du medbringe dine rejsepapirer samt gyldigt pas. Ved ankomsten til dit rejsemål skal du som udgangspunkt selv sørge for transporten til og fra dit hotel. Det er muligt hjemmefra at tilkøbe transfer fra lufthavn til hotel t/r mod tillæg. Har du tilkøbt transfer, vil der i dine rejsepapirer være information om hvor du finder din transfer på ankomsten ligesom der også er information om din hjemrejsetransfer. Afrejsepapirer fremsendes ca. 7 dage før afrejse. Disse sendes med e-mail til den adresse som er oplyst ved bestilling af rejsen.  Bemærk at på mange rutefly mistes din hjemrejse såfremt du ikke møder op til udrejsen.

Udeblevet bagage:
Hvis din bagage er udeblevet eller beskadiget skal du straks henvende dig i informationen i ankomsthallen for efterlysning og udfyldelse af P.I.R-rapport. Udfyldelse af ovennævnte rapport er en forudsætning for senere at få skaden erstattet hos dit forsikringsselskab. Det anbefales kraftigt, at du har din bagage behørigt forsikret, da transportøren og rejsebureauet ikke kan tage ansvaret for beskadiget og forsinket bagage.

Forsinkelser:
Alle flyselskaber gør deres yderste for at overholde opgivne rejsetidspunkter. Alligevel kan forsinkelser forekomme. For disse påtager vi os intet ansvar. Flyselskaberne yder den service de er forpligtet til i disse tilfælde. Det er en god ide, at bede dem der evt. skal hente Jer ved hjemkomsten, om at følge med på tekst tv. Billund Lufthavn har tlf. 7650 5050 og Københavns Lufthavn har tlf. 3247 4747.  Se også DR Tekst TV side 486 eller TV2 side 550.

Flyvninger i Europa samt Norwegian
På alle flyvninger indenfor Europa  samt på alle ruter med Norwegian (også oversøisk) gælder, at mad er ekskl. i prisen. Men ombord kan der købes sandwich, snack og drikkevarer. Håndbagage op til  8-10 kg kan medbringes gratis (se dit rejsebevis). Øvrig bagage kan tilkøbes sammen med rejsen. Prisen for bagage afhænger af flyselskab og sæson.

På oversøiske flyruter er både mad og drikke samt 20  kg. indchekket bagage inkl. i prisen

Kør selv ferie / Ren Hotel

Som “kør selv” gæst bestemmer du selv farten, hvor og hvornår den næste pause skal holdes, ligesom du har en bil til rådighed under ferien - mere fleksibelt kan det ikke blive. Gæster som har egen flybillet til rejsemålet og blot skal bruge hotel går også under navnet kør selv. Vi tilbyder kør selv ferie til alle vore rejsemål. Kør selv ferie kan fås hele sæsonen. I højsæsonen vil der være nogle rejsemål som kun sælges med minimum 7 overnatninger. 

Praktiske oplysninger til kør selv gæster: 

  • Husk det drejer sig mange gange om lange køreture, så sørg for at både dæk og bremser er toptrimmede, og tag den så iøvrigt med ro undervejs. Husk, vejskatvignet i Østrig, Ungarn, Slovenien og Schweiz betales ved grænsen desuden betales der vejskat på motorvejene i Frankrig, Spanien, Italien og Kroatien.
  • Kørselsvejledning: På dit rejsebevis fremgår hotellets adresse som kan tastes ind i en GPS. Der fremsendes ikke kørselsvejledning.
  • Som kør selv gæst kan du ankomme på et hvilket som helst tidspunkt af dagen, men bemærk at din indkvartering først kan forventes at være til rådighed fra kl. 15.00 på ankomstdagen, og skal forlades igen mellem kl. 10.00 og 12.00 på afrejsedagen. Ankommer du senere end kl. 20.00 tilrådes det at ringe frem og informere herom.

Rejseleder

På alle rejsemål er opholdet på egen hånd.

På rejsemålet

Aicondition, el og vand
Når der bestilles aircondition kan det forekomme, at den kører i intervaller dvs. på fastlagte tidspunkter af døgnet. Dette styres af det enkelte hotel. Desuden vælger nogle hoteller kun at køre aircondition i højsæsonen. På hoteller der benytter solenergi kan der i solfattige perioder være mangel på varmt vand. Ved langvarig tørke kan man fra officiel side rationere vandet, hvorfor manglen også kan mærkes blandt vore gæster. Øster Lindet kan derfor ikke påtage sig noget ansvar eller yde nogen erstatning såfremt strømsvigt, olie- eller vandmangel opstår.

Rejsemålet / Feriestedet
“Ude er godt, men hjemme er bedst” siger et godt kendt ordsprog! Det kan der være noget om, men alligevel er det både spændende og dejligt at opleve noget nyt. Alle rejsemål er forskellige og hver især har sin egen charme og kultur, som bl.a. er noget af oplevelsen ved at holde ferie i udlandet. Slap af og nyd disse forandringer. Tilpas dig hvor det kræves og husk på at du er gæst i andet land. Det betaler sig at tage et lille hensyn. De fleste steder ude i verden tager ting tid - og normalt lidt længere tid end det vi kender fra Danmark. Et godt råd: Gør som de lokale, tag det med et smil og håb på det der ikke ordner sig i dag, ordner sig nok i morgen!

Hoteller / lejligheder
Der er normalt sengelinned og håndklæder i lejligheder / på værelset medmindre andet er nævnt. Dog skal man selv medbringe håndklæder til strand og poolbrug de fleste steder. Har du valgt at bo i lejlighed, kan det være en god ide, at medbringe toiletpapir, håndsæbe, dåseåbner, proptrækker, brødkniv, karklud, opvaskebørste og viskestykke. Nogle værelser / lejligheder har sol hele dagen, andre vender mod skyggesiden. Vi kan ikke garantere en bestemt beliggenhed af indkvarteringen, men påfører gerne dit ønske på rejsebeviset. Hvor det er muligt anbefaler vi altid vore gæster at benytte/leje en safety boks til værdigenstande, pas, penge, billetter m.v.

Måltider

  • Helpension omfatter morgenmad, frokost og aftensmad. Der startes med aftensmad på ankomstdagen og sluttes med frokost på afrejsedagen.
  • Halvpension omfatter morgenmad og aftensmad. Der startes med aftensmad på ankomstdagen og sluttes med morgenmad på afrejsedagen.
  • Kvartpension omfatter morgenmad. Der startes med morgenmad dagen efter ankomst og sluttes med morgenmad på afrejsedagen.
  • All-inklusive omfatter morgenmad, lette måltider/snacks i løbet af dagen og aftensmad. På mange hoteller serveres fra buffet. Drikkevarer og drinks af lokalt mærke. Nogle hoteller har flere spisesteder, som kan benyttes mod betaling. Man kan ikke forvente, at der serveres light sodavand, ligesom is i de fleste tilfælde ikke er inkluderet i all-Inklusive. Nogle hoteller har begrænset åbningstider. Udvalg og standard af mad svarer til hotellets kategorisering. All-inklusive gælder normalt fra check-in til check-out  af værelset.
  • Selvhusholdning er uden forplejning. Dette er primært i lejligheder.


Ønsker
Ved rejsebestilling er du velkommen til at meddele os evt. ønsker omkring værelsets beliggenhed, udsigt osv. Der skal gøres opmærksom på, at det til enhver tid er hotellet, der disponerer over værelsesfordelingen. Vi kan af samme årsag ikke give garanti for specielle ønsker, men alene notere disse som ønsker.

Rejselængde
Rejselængden regnes fra og med afrejsedag til og med hjemkomstdag. Dette gælder selvom afrejsen først er om aftenen og man kommer hjem den efterfølgende dag om morgenen. Den oplyste rejselængde omfatter derfor ikke altid hele dagen. Kontroller på dit rejsebevis ved betaling af rejsen.

Støj
På de fleste rejsemål er man hele tiden i gang med at udvide og forbedre, og vi har ikke mandat til at forhindre påbegyndelse af byggeri eller vejarbejde. Ydermere skal vi oplyse, at de lokale myndigheder kun ganske sjældent giver os besked om, at der vil blive påbegyndt byggeri og lignende. Der kan forekomme støj fra barer, restauranter osv.

Højsæson  /  lavsæson
Rejsemål og hotellernes karakter kan være skiftende afhængig af årstid for rejsen. I højsæsonen er der åbent overalt med liv og masser af stemning. Det kan betyde at strande, restauranter, poolområder m.v. er overfyldte, ligesom priserne er højere og ventetiden længere. I lavsæsonen kan du derimod forvente mere plads, næsten ingen ventetider og sidst men ikke mindst lavere priser. Mange aktivitetstilbud er begrænsede. Det er muligt at feriemålet virker mere tillukket, da nogle hoteller og restauranter ikke finder det umagen værd at holde åbent. Udendørs poolområder i Euorpa kan ikke forventes i drift før ca. 15.04 og efter 18.10 - afhængig af vejret.

Handicappede
Er du kørestolsbruger er det vigtigt, at du kontakter os for yderligere information. Dels pga særlige omstændigheder ved flyrejsen og dels pga. af hotellet. Værelser / lejligheder lever ikke altid op til definitionen af ”handicapvenligt”, som vi er vant til i Danmark. Ikke alle hoteller er bygget til, at kørestolsbrugere skal kunne færdes ubesværet rundt.

Billeder
Nogle af billederne kan være taget med vidvinkel, hvilket kan medføre, at f.eks. swimmingpoolen kan se større ud end den reelt er. Vi gør opmærksom på, at billeder fra værelser/lejligheder er eksempler, og vi kan ikke garantere, at alle værelser/lejligheder er magen til.