M/S Summer - Dubrovnik til Split

PÅ CRUISE I DEN KROATISKE SKÆRGÅRD

Hver lørdag fra maj til oktober sejler M/S Summer fra  Dubrovnik til Split eller omvendt. Oplev Kroatiens rige arv samt skønheden på øerne og langs kysten. Forkæl alle dine sanser, udforsk de inspirerende små øer, tag på slentretur i fiskerlandsbyer og smag på de lokale middelhavsretter fra hyggelige restauranter, inden dagen afsluttes med en sjus i nattelivet. En vidunderlig  tur venter.

Tag på opdagelse i Adriaterhavet med skibet M/S Summer, som har plads til 38 gæster. Krydstogtet er en perfekt kombination af svalende svømmestop, besøg i små hyggelige fiskelejre og ophold i spændende byer, der byder på interessant kultur. Denne tur byder på et "one way" program, således man starter og slutter 2 forskellige steder. Det betyder mere tid til at komme omkring de mindre kendte og  fjernere øer som Vis og Bisevo. Her findes små tidslommer med en eventyrlig atmosfære. Dette kombineres med de mere markante destinationer som Hvar, Bol og Korcula. Og så må vi ikke glemme både start- og slutområderne, som begge er kulturelle mesterværker. Vi ser frem til at byde dig velkommen ombord på M/S Summer.

Livet ombord
Tidligt hver morgen hiver kaptajnen ankeret i land og begynder at sejle. Lige så stille begynder folk at indfinde sig til morgenmaden. Med frisk brød og nybrygget kaffe kan du nyde morgenen og ofte også formiddagen på bådens soldæk. I løbet af dagen stopper båden, hvor der er mulighed for at køle sig ned i det dejlige krystalklare vand. Inden båden tager videre til næste stop, serveres der en dejlig frokost ombord. Når vi er fremme ved næste havn, bestemmer man selv, hvad man vil lave - f.eks. tage på en guidet gåtur rundt i området, cykle, shoppe eller slå sig ned på en hyggelig restaurant og nyde livet.

 


 

Dag 1 • DUBROVNIK
M/S Summer ligger klar i Gruz havn i Dubrovnik, hvor du kan gå ombord hele dagen. Der er velkomstmøde på skibet kl. 19:00, hvor du vil blive introduceret for kaptajnen, besætningen og dine medpassagerer for den kommende uge. Velkomstmiddag serveres kl. 19.30. Ankomst er mulig hele dagen - passagerer, der ankommer tidligt, kan efterlade bagage ombord - kahytter er klar fra kl. 13:00. Benyt dagen til at tage på opdagelse i Dubrovniks gamle bydel. Ankommer man sent, venter kaptajnen oppe på jer.
Måltider ombord: Velkomstmiddag.

Dag 2 • DUBROVNIK - SLANO
Start dagen med en pragtfuld guidet sightseeingtur i Dubrovnik. Formiddagen er afsat til at opleve fortryllende Dubrovnik - en legendarisk og celeber middelalderby. Vores engelsktalende guide henter os i bus ved båden og viser os rundt. Den berømte by er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og byder på en uforglemmelig oplevelse. Guiden viser dig de mest spektakulære steder og seværdigheder i Dubrovnik og fortæller den interessante historie. Efter byturen overlades du på egen hånd  hvor der er god tid til at udforske byen yderligere. Tag en gåtur på selve bymuren, nyd en tur med svævebanen til toppen af ​​Mount Srđ eller gå på udkig efter de mange Tv-locations fra "Game of Thrones". Lad dig overvælde af byens fremragende bykerne og de smalle gyder, hvor du på forbløffende kort tid kan miste stedsansen. Ved middagstid går det retur til båden. Her serveres frokosten, mens vi i roligt tempo sejler forbi Dubrovniks høje borgmure på vej mod Slano. Sidst på eftermiddagen er der ankomst til det lille fiskerleje, der er smukt beliggende langt inde i en stille bugt. Perfekt til en tur i det krystalklare havvand. Små kalkstenshuse, kirketårne og pinjetræer indrammer strandpromenaden omkring bugten. Aftenen er jeres egen, og der er mange gode muligheder i Slano. 
Måltider ombord: Morgenmad og frokost.


Dag 3 • SLANO - MLJET - KORCULA
Efter en skøn morgenmad ombord sættes kursen mod øen Mljet. Her har I tid til at udforske nationalparken (indgangsgebyr er ikke inkluderet). Gå en smuk tur rundt om den store og lille sø og besøg den lille Islet of St. Mary med det gamle benediktinerkloster fra det 12. århundrede. Eller hvad med en svalende dukkert i det blå vand i hjertet af Mljet Nationalpark? Efter Mljet styrer kaptajnen mod Korčula Island. Frokost spises ombord inden ankomst til Korčula by på Korčula Island. Korčula er bl.a. kendt som fødested for Marco Polo, den berømte opdagelsesrejsende. Vel fremme er vores engelsktalende guide klar til at føre os på City-tur gennem de smalle, brostensbelagte gader. Midt i byen står St. Markus katedralen, der er bygget i kalksten og har mange smukke udsmykninger. Resten af ​​aftenen er fri, og der er tid til at finde et lækkert og spændende spisested i de smalle og krogede gader - og måske slutte af med en drink et hyggeligt sted. Øen oser af charme.
Måltider ombord: Morgenmad og frokost.

Dag 4 • KORCULA - VIS
Dejlig morgenmad ombord og så går det mod Vis. Undervejs bliver der tid til at nyde solen på soldækket med en god bog. Og mon ikke der også bliver et lille svømmestop. Frokosten serveres inden ankomst til Vis. Sammenlignet med andre Adriaterhavsøer er Vis temmelig unik. Exceptionel smuk natur indhyllet i oldgamle traditioner. Øen var en vigtig strategisk militær fæstning i mange år og blev dermed skånet for den overdrevne turistudvikling, som mange naboøer har oplevet. Således har Vis bevaret sine uspolerede strande, det økologiske landbrug og den traditionelle arkitektur. Som en af de få øer er den frodig og har nogle glimrende vinmarker. Nyd eftermiddagen med at udforske byen Vis med dens maleriske stengader, uberørte strande og fine taverner. En hyggelig og rolig lille by.
Måltider ombord: Morgenmad og frokost.

Dag 5 • VIS - BISEVO - HVAR
Vi sejler til øen Biševo og den blå grotte - en af de mest berømte naturlige attraktioner i hele Adriaterhavet. Blue Cave er en grotte, der kun kan nås med båd. Hulens naturlige undervandsindgang skaber et magisk dybt blåt lys, der oplyser det indre. Solstrålerne, der trænger gennem grottens åbning, reflekteres fra den hvide bund, hvilket skaber en forbløffende effekt som skinnende sølvlys. Ved middagstid serveres frokost ombord. Efter frokost fortsætter vi med at sejle mod øgruppens mest solrige ø - nemlig den omsværmede ø Hvar. Hvar er sin helt egen perle og oser af ægte middelalderlig charme. Langs de mange bugter findes små badesteder og caféer. Hvar er en af ​​de mest elskede steder i Kroatien og et mødested for det internationale jetset. En sublim ø og en yndet by. Ankomst til Hvar sidst på dagen, hvor en lokal engelsktalende guide viser os gennem byen. I hører om øens historie, den unikke kultur og livsstilen på en ægte turistø. Specielt for Hvar er bl.a. de mange lavendelmarker, der også fortælles om. Herefter er aftenen fri. Oplev Hvar på egen hånd - Find et hyggeligt spisested og nyd evt. et par drinks på en af byens mange barer eller caféer. Her er virkelig smækfyldt med god stemning. Læs mere om Hvar.
Måltider ombord: Morgenmad og frokost.

Bemærk: Besøg i Blue Cave er afhængig af vejrforholdene, da højvande og høje bølger kan forhindre besøget. Din kaptajn informerer om tilgængeligheden om morgenen for det planlagte besøg.

Dag 6 • HVAR - BOL - PUCISCA
Morgenafgang mod øen Brac. Her lægger vi til i den lille by Bol, som i virkeligheden er bedst kendt for den attraktive og ejendommelige strand Zlatni Rat (Golden Cape). Stranden topper jævnligt listen over Europas smukkeste strande og er uden tvivl i hvert fald Kroatiens flotteste strand (med rullesten). En sjov trekantet tange med badevand på begge sider. Der er ca. 2 km til centrum af Bol, hvor båden lægger til. Udover stranden er der tid til at nyde den lille dalmatiske by på en shoppetur eller til at tage en kop kaffe og en svømmetur. Efter frokost sejler vi om på nordsiden af Brac til Pučišća - den største by på øen Brac og en hel anden oplevelse. Pučišća ligger inde i en dyb fjord omringet af tre dale. Herfra rejser byen sig stolt med stejle klippesider hele vejen rundt. Et ægte mesterværk skabt naturligt af havets og tidens tand. Byen har en rustik atmosfære med skinnende hvide stenfacader. Det giver et autentisk middelhavs "look".  Byen er især kendt for sine stenbrud, og det er da også her, landets eneste stenhuggerskole er beliggende. Bl.a. er der herfra hentet sten til søjlerne i "Det hvide hus" og slotet i Wien. Aftenen tilbringes i denne meget stille og rolige by, hvor der bydes på flere små stemningfulde og lækre spisesteder. 
Måltider ombord: Morgenmad og frokost. 

Dag 7 • PUCISCA - OMIS - SPLIT
Start dagen med morgenmad, mens vi cruiser over Brac kanalen til fastlandet ved kyst- og feriebyen Omis. En gammel antik by med bymure, fæstninger, stenkirker og kalkstensfliser i de smalle gader. Byen er placeret lige ved Cetina flodens udløb og  byder på fine strande. Formiddagen er stille og rolig med tid til både en svømmetur og en slentretur i den gamle by, som i øvrigt har været hjemsted for en del pirater. Frokost serveres ombord, og snart går det mod kulturbyen Split - turens sidste stop. Her skal vi på en guidet sightseeingtur i Splits indre bykerne, hvor vi bl.a. går gennem det verdensberømte Diocletian's Palace, hvor nogle scener fra "Game of Thrones" er indspillet. Den mere end 1700 år gamle by bugner af historiske vingesus og middelalderlige seværdigheder. Mange af disse er beliggende inden for Splits historiske bykerne, der er skrevet på UNESCOs verdensarvsliste. Nyd også en afslappet gåtur langs havnepromenaden Rivan, hvor der er et stort udvalg af restauranter og caféer. Det perfekte sted at nyde en afslutningsmiddag og et par farverige cocktails. 
Måltider ombord: Morgenmad og frokost. 

Dag 8 • SPLIT
Morgenmad og afstigning kl. 9:00. Det er tid til at tage afsked med nye bekendtskaber og checke ud fra båden. Bagagen kan opbevares, hvis du har et sent fly, og ellers er du klar til at fortsætte ferien på en af øerne eller i Split.
Måltider ombord: Morgenmad.

BEMÆRK: Turene sejles også i omvendt rækkefølge, hvor man starter i Split og slutter i Dubrovnik. Her besøger man de samme øer og områder og har de samme oplevelser inkluderet i rejsen. Under bestilling kan man se, om ruten starter i Split eller Dubrovnik. 

 

Inkluderet i prisen:
  • Engelsktalende cruise manager ombord
  • 7 nætter i valgte kahytskategori
  • Velkomstmiddag
  • Morgenbuffet hver dag samt 6 x frokostmenu
  • Frisk frugt serveret i hovedloungen
  • Eftermiddagste med kage/kiks
  • Byrundture i Split, Hvar, Korčula og Dubrovnik
  • Gratis Wi-Fi ombord - dækning varierer
  • Daglig rengøring af kahyt samt linnedskift 1 gang
  • To flasker vand 0,50 liter pr. person pr. dag
  Ikke inkluderet i prisen:
  • Drikkevarer ombord
  • Ikke nævnte aftensmåltider
  • Fly og transfer til Split / Dubrovnik (arrangeres efter ønske)
  • Indkvartering før / efter cruise (organiseres efter ønske)
  • Adgangsgebyr til Mljet National Park - 20 euro pr. person som betales på stedet
  • Adgangsgebyr til Blue Cave - 15 euro pr. person som betales på stedet.
  • Skatter og afgifter -  40 euro pr. person - betales kontant ombord
  • Drikkepenge til personalet - vi anbefaler 50 euro pr. person.

 

Værd at vide

  • Besætningen er kroatisk og skibssproget er engelsk.
  • Der kan ikke betales med kreditkort ombord. Betaling af drikkevarer foregår den sidste dag i lokal valuta.
  • Båden er licensregistreret som restaurant. Derfor kan der ikke medbringes egen alkohol ombord.
  • Båden kan ikke altid lægge til direkte ved kajen. Både kan fortøjres sidelæns til andre både, således man nogle gange skal over andre både.
  • Der er ca. 50-300 meters gang til båden fra hvor transferbussen standser. Bagagen bæres selv.
  • Krydstogtet er ikke velegnet for børn under 12 år.

 

Bemærk
Der gøres alt for at overholde den planlagte rute. Men der tages forbehold for ændringer i tidsplanen og ruten, som er udenfor rederiets kontrol.

Pris fra:
8.395,-
Dage:8
INKLUDERET I KRYDSTOGTPRISEN:
* Krydstogt i valgte antal dage/nætter
* Ophold i valgte kahytstype
* Nævnte måltider
* Nævnte byrundture
* Gratis wi-fi ombord - dækning varierer.

IKKE INKLUDERET I KRYDSTOGTPRISEN, MED MINDRE ANDET ER ANFØRT:
* Transport til og fra skibet
* Forsikringer.

Enhver online bestilling er med forbehold for plads og pris, og derfor først gyldig når vi har bekræftet dette.

Ved bestilling af rejsen skal der oplyses et navn og et telefonnummer til en pårørende, som båden kan kontakte i nødstilfælde. Dette kan være et familiemedlem, en nabo eller bekendte.

COVID-19:
På alle rejsemål skal du udvise ekstra forsigtighed, og de lokale myndigheders anvisninger skal følges. I lufthavne samt på fly skal der bæres mundbind. Mange steder bliver man bedt om at udfylde papirer om opholdssted og kontaktoplysninger inden og under rejsen. Det er den rejsendes eget ansvar at orientere sig om lokale restriktioner og regler på det rejsemål, man tager til. Vi anbefaler, at man downloader Udenrigsministeriets app ”Rejseklar”. Den svarer på de fleste spørgsmål. Samtidig anbefales det, at man sørger for behørig forsikring til rejsen.
Transportmåde:M/S Summer fra Split
Bestil rejse

Datoer & Priser

Hotel

Yacht Summer

Yacht Summer

Velkommen ombord på M/S Summer Yacht crusing langs den charmerende kroatiske kyst er mere populært end nogensinde. Livet ombord er fyldt med overraskelser, og hver dag oplever du mind...