Hvar

Lige udenfor Split ligger den kroatiske skærgård med et utal af vidunderlige øer – den ene smukkere end den anden. Men én overstråler dem alle, nemlig Hvar. Sammenlignet med de omkringliggende øer er Hvar lige lidt smukkere og lidt mere trendy uden dog at miste sit autentiske udtryk. I hovedbyen af samme navn samles jetset’et på de palmefyldte promenader, som mest af alt minder om den franske riviera med elegante restauranter. Her oser det af stemning. 

Billedet herover er taget fra klippetoppen ved det gamle spanske fort. Herfra er udsigten fantastisk. Fortet byder på en fin gåtur opad og en samling af ting fra Middelalderen. Øerne i baggrunden på billedet er en del af Pakleni Øerne, som I også kan sejle ud til. Selve byen emmer af lækkerier og sofistikeret shopping. Hvar er fyldt med kontraster - mellem det gamle og det moderne, mellem det rustikke og elegante og mellem landlig idyl og den glamourøse del af Hvar by.

I de små smalle gader, hvor stenene er slidt runde i kanten, ligger de mange barer og restauranter strøet med kort afstand. Overalt på små torve, i smalle stejle gader og på tagterrasser findes lækre udendørsmøbler, der indbyder til en kold Gin & Tonic. Man overraskes også over, hvor meget der er for de unge. Byens udvalg af barer for unge er imponerende -  og så er de lavet stilfulde og indbydende. Prøv Lola Bar eller Kiva Bar - her er typisk ret stemningsfuld hen på aftenen. Flere steder er der "live-musik" for det mere voksne publikum.

På det store torv ligger også et utal af restauranter. De er ikke alle helt så hyggelige som dem, man kan finde på rooftops bag havnepromenaden eller i de små gader. Men er I til asiatisk mad, snyder udseendet på en lidt kedelig asiatisk restaurant midt på torvet (Spice). Helt generelt er der mange steder, hvor man kan få fisk og muslinger.

Oplev øen
Lidt udenfor Hvar by fornemmes det mere landlige Kroatien. Øen er omkring 70 km lang og ofte ikke mere end 5 km bred. Store dele er sparsomt befolket med olivenlunde samt vin- og lavendelmarker. Et ekstra krydderi kunne være et besøg på en lokal vingård. Gå efter de mest øde - her er oplevelsen som regel størst. Endvidere skal det nævnes, at Hvar har noget så unikt som en sandstrand - et sjældent syn i Kroatien. Dog er langt de fleste strande stadig stenstrande. Vandet er selvfølgelig lige så krystalklart som i de øvrige dele af landet. 

På øens vestlige del kan du nyde de stemningsfulde gader, små fortovscaféer, restauranter og arkitekturen, mens øens østlige del er fuldstændig modsat. Det er netop denne kontrast, som mange er helt vild med. På den østlige del af øen finder du feriehuse, der gemmer sig langs hemmelige små bugter, små restauranter på toppen af bjerge og økologiske landsbyer uden elektricitet. F.eks. ligger den lille by Milna 5-10 km syd for Hvar og er absolut hyggelig at besøge både i bil eller med båd.

Pakleni Islands
Omkring 1 km fra jeres hotel ligger Pakleni Islands. En øgruppe med mere end 20 små strande og bugte. På afstand ser det  ikke ud af meget og ligner mest små øde øer. Men det snyder. Der er masser af liv i dagtimerne, og stederne er perfekte “getaways” for at opleve lidt mere. Man kan leje en båd for en dag med 20 HK til omkring 900-1.000 Kuna. Det er inkl. en fuld tank benzin. Båden kræver ikke noget kendskab til at sejle - man får blot 15-20 min. undervisning i at lægge til, og så er det ud i det blå. I kan besøge så mange strande, som I ønsker, og der er rigeligt med områder til flere dages sejlads. Pas på med den sydligste ø, som er forbeholdt nudister. Der er en bådudlejning lige nedenfor hotellet til højre på molen - vi vil anbefale, I får en med et rat til at styre. Er der udsolgt, er der endnu en udlejer, hvis I fortsætter med stien rundt til højre (væk fra byen). Den ligger lige efter Hula Hula bar. Svigter modet med selv at sejle, kan man til fornuftige priser leje en vandtaxi til øerne, og så bliver man hentet, når man ønsker det. Til gengæld er man så på samme sted, hvor der sagtens kan være op til 3-4 barer og restauranter.

Beach Club og Beachbar
Nååhhh ja - så har vi helt glemt at fortælle om de lokale strande. På stranden nedenfor det store Amfora Beach hotel er der en lille offentlig strand. Til venstre ligger en eksklusiv Beach Club. Ønsker man en rolig dag i lækre omgivelser, er her virkelig skønt. Man skal bestille tid mindst en dag i forvejen, og prisen er 200 Kuna pr. person inkl. solseng, parasol, håndklæde og et forbrug på 200 Kuna til mad og drikke. Så i princippet er det gratis - de vil blot sikre sig. man bruger lidt penge. Lidt lækkert for voksne.

Går man til højre rundt i bugten, ligger Hula Hula Beach Club. Her er stille og roligt om formiddagen, men i løbet af eftermiddagen tager det fart og kulminerer til solnedgang, hvor det er svært at få plads. Her er snacks og alt i drikkevarer. Det er stilfuldt på en ung og moderne måde. Der er solsenge, musik, super stemning - især for unge - og små tømmerflåder, man kan svømme ud og sole sig på. Stedet har et kæmpe udvalg af alt i drinks - inkl. de dyreste champagner. Ønsker man ikke at ligge i solen her hele dagen, er stedet et glimrende stop for en drink - ikke mindst sidst på eftermiddagen til solnedgang.

Ikke langt fra Hvar ligger øen Vis - en kort sejltur og endnu en stor oplevelse venter. Her ligger bl.a. den Blå Grotte, som er et populært udflugtsmål. Og skulle det ikke være nok, er der også kun en kort sejltur til naboøen til modsatte side - Brac. Her ligger byen Bol med Kroatiens mest populære strand. Fra byen Jelsa (på Hvar) går der direkte båd til Bol. Er man til endnu mere eventyr, går der også båd til øen Korcula.

5 tips til Hvar
Øen Hvar er netop blevet kåret til at være blandt de 5 bedste steder i Europa at rejse til. Det er Europe's Best Destinations, der har afholdt en afstemning, hvor 320.793 rejsende i Europa har stemt, og Hvar kom på en flot fjerdeplads. Hvar er bedste rejsemål, hvis man vil forene badeferie, kultur, historie og udflugtsture. Det er netop denne kombination, der gør Hvar til en spændende rejsedestination, for dette er stedet, hvor du får mest muligt ud af din ferie.  

  • Krystalklart badevand
    Først og fremmest skal du besøge øen Hvar for at bade i det turkisblå hav. Uanset hvor du er i Kroatien, vil du opleve, at der er mange turister det samme sted, hvor du befinder dig. Men på Hvar kan du med garanti finde en bugt, du kan nyde uforstyrret.
     
  • Masser af aktiviteter
    Fænomenale dykkeroplevelser, kæmpe udfordringer for klatrefolket, de fedeste speedbådture, Off Road Safari og meget mere... 
     
  • Smag på øens bedste vine
    Vinbønderne på Hvar producerer fantastisk vin, og mens du er på ferie, kan du se frem til en oplevelsesrig tur, der guider dig gennem Hvars 2.400 år gamle vinhistorie.
     
  • Fest natten igennem på Hvar
    Hvar har kultur, historie og lækre strande, men øen Hvar er også kendt for sine mange fester i løbet af sommeren. I Hvar By kan du derfor om sommeren finde et livligt natteliv med beach clubs og barer.
     
  • Udflugtsture
    Hvar er Kroatiens mest solbeskinnede ø, og så er øen også kendt for at have en fantastisk beliggenhed, hvis du gerne vil opleve flere øer. Du kan nemt sejle til øerne Korcula, Vis og Brac. 
Status:
Ring for priser på 7010 6343

Hotel

Amfora Grand Beach Resort, Hvar

Amfora Grand Beach Resort, Hvar

Dejlige 4* Amfora Grand Beach Resort ligger i en rolig bugt omgivet af fyrretræer og kun ti minutters gang fra den historiske hovedby Hvar. Takket være moderne faciliteter, det store ...