Norwegian Sky

VELKOMMEN OMBORD PÅ NORWEGIAN SKY


Gør dig klar til at opleve afslappet luksus, mens du sejler med Norwegian Sky, som blev renoveret fra stævn til hæk i 2019. Her skal du ikke spekulere på, hvad tiden skal gå med, mens du begiver dig rundt på verdenshavene. Der er nemlig masser af forskellige spisesteder at vælge imellem, samt et rigt udvalg af barer og lounges, så kroppen kan få næring undervejs. Mandara Spa tilbyder en yderst afslappende atmosfære og skønne behandlinger til, når du skal helt ned i gear efter spændende oplevelser i land eller festlige aktiviteter ombord. Og hvem ved? Måske lykken tilsmiler dig i det altid spændingsfyldte Sky Club Casino. Så bare slap af og lad dig forkæle af skibets dygtige personale, som servicerer dig overalt på skibet.

SKIBETS INDRETNING
Skibet har 12 dæk, hvoraf dæk 4 til 12 er for passagerer. Du kommer nemt op og ned mellem dækkene med elevatorerne, som findes i forenden og bagenden af skibet. Kahytterne er beliggende på dæk 4-10. Skibets restauranter og barer samt butikker, kasino, teater og øvrige underholdsningsfaciliteter er spredt ud over dækkene 5-7 og 11-12. Receptionen findes på dæk 7, der også fungerer som indgangsdæk i de fleste havne.

RESTAURANTER
Norwegian Cruise Line har Free Dining, så du kan spise, når du har lyst, og udvalget af restauranter er stort. Sip din yndlingscocktail, mens du vælger udskæring på Angus-kvæget på det amerikanske steakhouse Cagney's, og få fine franske fornemmelser på Le Bistro, mens lækker, hjemmelavet pasta serveres på den rustikke La Cucina. Norwegian Sky har kulinarisk noget for enhver smag.

Hver aften kan du frit vælge at spise i én af de to hovedrestauranter, Crossings eller Palace. De har begge en stilfuld indretning, der er både moderne og klassisk, mens atmosfæren er afslappet, og a la carte-kortet skifter dagligt, så du får forskellige kulinariske oplevelser, selvom du spiser det samme sted mere end én gang. Garden Cafe er skibets buffetrestaurant, hvortil du også har adgang. Her serveres store, inspirerende buffetter morgen, middag og aften, så uanset hvad du har lyst til, er det næsten garanteret, at du kan finde det her. Endelig har du også muligheden for et mere casualt aftenmåltid på The Local Bar & Grill, hvor du kan få ægte comfort food som fish 'n' chips og en Reuben sandwich og skylle det ned med en kold fadøl, mens du følger en fodboldkamp på tv. I løbet af dagen kan du også gå på Topsiders Bar & Grill eller The Great Outdoors, hvor du kan nyde havudsigten sammen med burgere og hot dogs - enten a la carte eller i form af en grillbuffet.

Ombord på Norwegian Sky finder du også flere fristende specialrestauranter, hvor du kan nyde en middag mod betaling. Vælger du at tilkøbe den yderst fordelagtige Free at Sea-fordelspakke, kan du vælge middage i specialrestauranterne som én af dine tillægspakker. Specialrestauranterne dækker geografisk flere lande. På den japanske Pinnacle Lounge & Sushi Bar serveres lækker, frisklavet sushi, mens de europæiske køkkener er repræsenteret med den franske Le Bistro, hvis elegante interiør med kridhvide duge på bordene skaber en romantisk og intim atmosfære, mens La Cucina er en livlig restaurant med klassiske italienske retter på menuen - fra spaghetti carbonara og scaloppini med marsalasauce til hjemmelavet tiramisu. Skal det være amerikansk, kan du sætte dig til rette på Cagney's Steakhouse med de eftertragtede Angus-bøffer. 

BARER OG LOUNGES
Du finder et godt udvalg barer og lounges på Norwegian Sky, så en farverig cocktail eller en iskold fadøl er aldrig langt væk. Nogle er all round-barer, mens andre har et tema og specialiserer sig i f.eks. øl eller champagne. Har du tilkøbt en Premium drikkepakke - som kan være en del af Free at Sea-fordelspakken - kan denne bruges i samtlige barer, hvor de fleste fristelser er inkluderet.

The Local Bar & Grill er et besøg værd dagen lang, for uanset om du er sulten eller ej, er den tilbagelænede atmosfære tiltrækkende. Atrium Café & Bar er beliggende i skibets centrum, hvor der altid er mennesker at kigge på og en god stemning, og du kan også bestille din kaffe i skibets egen Starbucks.  Om aftenen er der fest i Bliss Ultra Lounge, hvor de smittende rytmer gør det næsten umuligt ikke at begive sig ud på dansegulvet. Ude på dækket finder du Champs Bar og Topsiders Bar, der begge forsyner dig med farverige cocktails og andre læskende drikkevarer dagen lang. 

UNDERHOLDNING OG AKTIVITETER
Ombord på Norwegian Sky kommer du ikke til at kede dig! Her er førsteklasses underholdning og en hel del aktiviteter at fornøje sig med. Gå i det imponerende teater og oplev flere forrygende shows med musik og dans i flere stilarter. Der er masser af musikalsk underholdning med kendte sange af Aretha Franklin, Tina Turner, Queen, Gloria Gaynor og mange flere. Du kan sågar være dommer i Showdown, hvor talentfulde sangere konkurrerer om din stemme!

I løbet af dagen er der et væld af aktivitetsmuligheder ombord, uanset om du foretrækker et stille og roligt tempo eller gerne vil være fysisk aktiv. Norwegian Sky har 2 udendørs pools samt 5 whirlpools på soldækkene, hvor du kan dase og nyde solens stråler. Få pulsen op i skibets veludstyrede fitnesscenter eller benyt joggingbanen på dækket. Det er også muligt at deltage i forskellige boldspil på Sports Court. Ønskes der selvforkælelse og pleje af krop og sjæl, er der også flere muligheder. Mandara Spa tilbyder et stort udvalg af behandlinger fra bambusmassage til ansigtsbehandlinger. Når der er styr på legement, kan du besøge flere smarte designbutikker ombord og måske gøre en god handel. Eller hvorfor ikke prøve lykken i det flotte Casino?


TEKNISKE SPECIFIKATIONER

 Antal passagerer: 2.004  Skibets længde: 258 meter
 Antal besætning: 899  Skibets bredde: 37 meter
 Antal kahytter ialt: 1.002  Skibets max. hastighed: 23 knob 
 Antal dæk på skibet: 12  Skibets tonnage: 77.104 tons
 Skibet er indregistreret i Nassau, Bahamas   Skibet blev søsat i 1999 og moderniseret i 2019

 

KAHYTTER
Norwegian Sky har et stort udvalg af kahytter fordelt på mange kategorier ud fra type og placering. Fælles for alle kahytstyper er det stilfulde interiør, der går igen over hele linjen. Alle kahytter er som minimum udstyret med aircondition, garderobe, badeværelse med bruser, tv, telefon, hårtørrer, trådløs internetadgang (mod betaling), minibar og en safetyboks. Alle dobbeltsenge i kahytter kan ændres til 2 enkeltsenge.

Indvendig / Inside
Kahytten til dig, der kun bruger kahytten til at sove og skifte tøj eller bare hellere vil bruge penge på andet end indkvarteringen. Kahytterne er beliggende midt i skibet og er uden vinduer, men er ellers yderst komfortable og ganske rummelige for indvendige kahytter. Plads til 2-4 personer afhængig af kategori.
Kahytstørrelse: ca. 11-17 m2
Kategori: IX, IA, ID, IF, I4
Dæk: 4-10

Udvendig / Oceanview
Komfortable kahytter med et vindue, så du kan se ud på havet og få dagslys ind i kahytten. Vinduet kan ikke åbnes. Perfekt til dig, der gerne vil kunne se, hvad der foregår udenfor uden at skulle forlade kahytten. Plads til 2-5 personer afhængig af kategori.
Kahytstørrelse: ca. 14 m2
Kategori: OX, OA, OB, OC, OD, OF, O4, O5
Dæk: 4-10

Balkon / Balcony
Lækre kahytter med egen balkon med bord og stole, så du kan sidde ude og nyde udsigten. Kahytterne er større og har plads til en sofa. Kahytten til dig, der vil have frihed og lidt mere privatliv - også udendørs. Plads til 2-3 personer afhængig af kategori.
Kahytstørrelse: ca. 19-23 m2 plus en balkon på ca. 4-7 m2
Kategori: BX, BA, BF, B1
Dæk: 8-10

Suite
Suiterne byder på lidt ekstra. De er væsentlig større end balkonkahytterne og mere rummelige samt er udstyret med ekstra komfortable senge og lækkert sengetøj. Alle er med egen balkon med bord og stole, så du kan sidde ude og nyde udsigten. Kahytterne har ligeledes siddeplads i form af en sofa. Du forkæles også med lidt lækkerier til ganen i kahytten, og du har adgang til 24-timers butlerservice. Kahytten til dig, der ønsker det bedste. Plads til 2-4 personer afhængig af kategori.
Kahytstørrelse: ca. 37-78 m2 plus en balkon på ca. 9-33 m2
Kategori: SA, SD, SE, SH
Dæk: 8-10