Destination: Genova

GENOVA

Christopher Columbus’ fødeby, Genova, er en klassisk italiensk by beliggende midt i bølgende bakker med pastelfarvede huse med terrakotta-tag, fantastiske kirker, hængende haver, barokke paladser og smuldrende romerske ruiner. Byens historiske centrum er Europas største, og de smalle, snoede gader er spækket med vidunderlig arkitektur og kunstneriske skatte. Charmerende butikker tilbyder spændende shoppingmuligheder, mens caféer og restauranter lokker med lokale, smagfulde retter. Ved foden af byens centrum ligger den historiske havn, der efter nytænkende renoveringer fremstår som et trendy mødested med en travl marina og barer ved vandet samt et maritimt museum og et fascinerende akvarium, der er det største i Europa. Adelens gamle paladser, hvis antal og pragt ikke findes andre steder i Italien, er blandt Genovas vigtigste turistattraktioner, ligesom den sort-hvide katedral, den skulpturfyldte Staglieno-kirkegård og tårnene ved Porta Soprana er værd at kigge nærmere på.

UDVALGTE OPLEVELSER:

VIA GARIBALDIS PALADSER
Man ville måske forvente, at en gade, der er anlagt i det 16. og 17. århundrede som en ramme for paladser til byens rigeste og mest magtfulde familier, må være en stor, bred allé. Men Via Garibaldi er ikke andet end en lille, ensporet vej, og den virker endnu mere snæver på grund af de tætliggende paladsers grandiose facader på begge sider af vejen. Det er værd at gå ned ad vejen alene for at se de fantastiske facader med udskårne og malede udsmykninger, fresker, arkader og balkoner, og over indgangsdørene hænger våbenskjoldene fra de adelige familier, der har boet i paladserne. Du kan besøge tre af dem – Palazzo Rosso, Palazzo Bianco og Palazzo Tursi – og se interiøret og deres fantastiske kunstsamlinger. Samlingen af paladser er så fremragende, at den er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

PORTOFINO
Den lille landsby Portofino er et perfekt postkortmotiv. Placeret i et dramatisk landskab og omgivet af kastanjetræer og olivenlunde er denne gamle fiskerby blevet en legeplads for de rige og berømte. Hollywood-stjerner og medlemmer af de europæiske kongehuse er således strømmet til området omkring Portofino siden 1950’erne, men den afslappede atmosfære og indbyggernes gæstfrihed appellerer til alle. Gå en tur gennem gaderne og se de farverige huse bygget i en halvcirkel omkring et lille torv. Fotografer havnen med luksuriøse lystbåde og følg en lille sti fra hjertet af landsbyen til fyret, hvorfra du har en flot panoramaudsigt. St. Martin-kirken står stolt i byens centrum, mens St. George-kirken med relikvier hjembragt fra korstogene ligger på det lille forbjerg, hvor også Brown-borgen med den storslåede have findes. I selve byen fører brostensbelagte gader dig til elegante designerbutikker, kunstgallerier og caféer, og shopping i Portofino er legendarisk.

GENOVAS AKVARIUM
Europas største akvarium ligger ved Genovas havnefront og er en del af det store ”Edutainment” center – en blanding af uddannelse og underholdning. Akvariet blev bygget i 1992 for at fejre 500-året for bysbarnet Christopher Columbus’ rejse til Amerika, og her kan du lære om alle former for havdyr og se dem i deres stort set naturlige omgivelser. De mere end 15.000 dyr fordelt på over 400 arter kan ses i 71 bassiner. Besøg alle verdenshavene på ét og samme sted og beundr bl.a. delfiner, hajer, sæler, pingviner og søkøer foruden gopler og multifarvede tropiske fisk. Den tilstødende iøjnefaldende globe af stål og glas indeholder en tropisk have, og det er muligt at se reptiler, padder og andre dyr fra regnskoven.


Bemærk, at anløbenes længde varierer fra krydstogt til krydstogt. Det kan derfor ikke garanteres, at du kan nå at opleve samtlige seværdigheder, ligesom visse seværdigheder kan være lukket på anløbsdagen.

 

Status:
Ring for priser på 7010 6343