Destination: Ålesund

ÅLESUND

Byen er placeret i et utroligt smukt naturområde ved indgangen til Geirangerfjorden og er det perfekte udgangspunkt for natur- og kulturoplevelser. Der er 418 trin op til Fjellstua udsigstpunktet, men så belønnes du også med et eminent blik ud over byen og de syv øer, den spreder sig over. Ålesund fremstår farverig og smuk med spir og ornamenter i den karakteristiske Art Nouveau-stil, og på byens akvarium charmeres de besøgende af de legesyge pingviner og mange andre havdyr.

UDVALGTE OPLEVELSER:

FJELLSTUA UDSIGTSPUNKT
Fjellstua udsigtspunktet giver dig en fænomenal panoramaudsigt over de hvide, gule og røde bygninger med de spidse tage samt den smukke kyststrækning. For at komme dertil skal du starte på gågaden ved foden af bakken og bestige de 418 trin efter vejskiltene. Det giver dagens workout, men belønningen er det hele værd. På toppen ligger en lille café, hvor du efterfølgende kan slappe af med lidt koldt at drikke eller en kop kaffe alt efter vind og vejr. Har du ikke mod på at tage alle trappetrinene, kan du også køre op til udsigtspunktet.

WALDEHUSET MUSEUM
I 1904 blev Ålesund hærget af en omfattende brand, der lagde store dele af byen øde og gjorde tusindvis af mennesker hjemløse. I den østlige del af byen stod kun ét eneste hus tilbage efter ildens hærgen: Waldehuset. Det kaldes også "miraklernes hus" og er i dag indrettet som museum. Huset er nænsomt restaureret, og i disse autentiske omgivelser får du den utrolige historie om, hvorfor huset ikke brændte. 

FISKERIMUSEET
Ålesund betragtes af mange som Norges fiskerihovedstad, så det er ganske naturligt, at her findes et museum dedikeret til fiskeriet. På fiskerimuseet får du historien om fiskeriets udvikling og forarbejdningsarbejdet på land. Fra det første "nip" lige udenfor stuedøren derhjemme til nutidens højteknologiske fiskefartøjer med hjemmeadresser i Ålesund og Sunnmøre, men med alle verdenshavene som arbejdsplads.


Bemærk, at anløbenes længde varierer fra krydstogt til krydstogt. Det kan derfor ikke garanteres, at du kan nå at opleve samtlige seværdigheder, ligesom visse seværdigheder kan være lukket på anløbsdagen.

 

Status:
Ring for priser på 7010 6343